Hvem er vores fremtid?

Aktiviteter på tværs af generationerne
Vi har de sidste par år sponsoreret en malestand på DMJU, hvor børn kan komme og male figurer i H0 helt gratis. Vi har set små succeser ved standen der har været med til at binde bånd på tværs af generationerne.

Vi vil gerne give flere mulighed for at opleve glæden af at lave noget sammen på tværs af generationerne uden at det indbefatter en mobil, tablet, computer eller TV.

Modeltogshobbyen er en meget alsidig hobby, hvor man får mulighed for at lære mange historiske samfundsting, da vores samfund er bundet sammen af jernbanen. I forsøg på at genskabe den korrekte verden i miniature, så lærer man helt ned i de små detaljer om hvordan ting fungerer. Og viden om ’de gamle dage’ kan bringes videre fra den ældre til den yngre generation.

Leg der styrker barnets udvikling
På vores malerstand har vi oplevet børn der normalt har svært ved at sidde stille i 5 minutter ad gangen, sidde dybt engageret i timer, for at male den perfekte figur. Der er tid til fordybelse i denne hobby.

Når børn får mulighed for at sidde og fordybe sig med finmotoriske ting, som der er inden for området, udvikles deres hjerner på mange andre felter, som f.eks sprogligt, hukommelsesmæssigt, koncentration og i skrift. Selv for voksne holder det også hjernen i gang, så hjernen ikke går i forfald.

PerfectTrains aktiviteter for børn
Vi deltager i ’Togets dag’ d. 2. december hvert år hos Perron 1 med en malestand. Vores mål er at lave en aktivitet, hvor børn kan komme og male figurer og måske også andre ting.
Der er fast en særudstilling med modeltog på Teknisk Museum hver efterår. Der er vi bla. med i ’civil’, hvor vi sidder og maler mennesker og laver tog, så børn og voksne kan stille spørgsmål og lære noget nyt – og forhåbentligt blive inspirerede.
DMJU har også faste messer hver forår, lige år i Jylland, ulige år på Sjælland. Der deltager vi gerne med en børnestand, hvor børn kan komme og male en gratis figur i H0 skala 1:87 og få den med hjem i lakeret stand så den er mere holdbar.

Vi går og sysler med flere tanker om aktiviteter rundt i landet, hvor vi kan komme på besøg på skoler eller bycentre, for at præsentere modeltogshobbyen for den yngre generation på deres vilkår. Vi er meget åbne for forslag, hvis du har en god idé.